Hvem er Alf? – Bodega-pop-rock med energi, kant og fællessang.
Med rå energi og dansksprogede tekster, der både er skæve, sårbare og fandenivoldske, leverer Hvem er Alf? med deres kompromisløse lyd et medrivende liveshow, der får publikum med fra start til slut.
Hvem er Alf? er blevet spillet på både P4 og P5 og har senest været med i DK4. Alferne er på stående fod igen i gang på værkstedet, hvor de klipper, klistrer og snedkererer deres 3. album – hvor de fortsætter galskaben med sange som Ostekiks, Jeg finder selv ud og Langt ude i skoven.
Hvem er Alf? er drageånde, krøllede hjerner og suset af en popblå himmel. De er spidsen af en jetjager, gråden over spildt mælk og brændte broer. Alf er slugte kameler, bidske roser og sød lakrids.
Nogle spillegale og legesyge musikanter, der elsker hverdagens banaliteter og det kaos, ethvert menneske fra tid til anden kaster sig ud i.
Diskografi
Album: Hvem er Alf? (Gateway 2018) – efterfulgt af adskillige singler Album: Mellem 2 Stole (Gateway 2024)
Anmeldelser
BT “Det kommer i den grad ud over scenekanten. Og så kan man ikke lade være med at spidse ører, når gruppens forsanger Laura Lundfold lægger sig sikkert på beatet med godbidder som: Der skal to til tango, Og tre til at stå på lur, Fire til slåskamp, I hvert fald en, der dur.”
Capac “Det er poprock, der dyrker gode, gamle dyder – med en markant, fængende forsangerinde og iørefaldende poprocksange man kan synge med på.”
Gaffa “Det er meget sympatisk i disse musikalske leverpostejstider at ville trykke den musikalske speeder i bund og buldre ned ad E45. For det er der ikke mange, der gør.”
Side 33 “Alf er din nye førstehjælper – hvis du holder af energisk dansksproget pop-rock! Og så er det i øvrigt musik, der emmer af at burde kunne vælte enhver festivalscene – om den så står på Roskilde Festival, Smukfest, Jelling Musikfestival, Tinderbox, NorthSide eller en af de mange andre smukke scener rundt i landet.”
Johan Olsen (Magtens Korridorer) “Et band, der kalder sig ‘Hvem er Alf?’ er legendarisk helt uden at gøre andet end at hedde ‘Hvem Er Alf?’. Derfor ligger frygten for en skuffelse rimelig latent, når man skal til at lytte. Den udebliver heldigvis! Det seneste album ‘Mellem To Stole’ er en samling melodiske indie rock-sange – med genremæssige afstikkere til pop, rock, balkan og schlager – med den sublime sanger Laura Lundfold i spidsen. Teksterne handler om alt muligt fra jalousi, ensomhed, tossen på gaden og den indeni. Den slags kan ofte leveres med irriterende livsstilscoach-filosofiske klichéer, men her kommer alvoren til sin ret, fordi der er ret meget humor indover. Man får lov til at grine af Gerda, der slår græs og går vældig meget op i sundhed og skælder ud på regnen, og af kollega Sanne: ‘Katten har du afleveret, Til din søde kollega Sanne, Hun kan aldrig sige nej, Du siger du kommer snart igen’ – og ikke mindst af sig selv. Lyt trygt til Mellem To Stole med Hvem er Alf?”




