Lidt Ringriderhistorie

Godt nok udsendte Amtsringriderforeningen i 1996 en rigt illustreret 100-års jubilæumsbog, men udviklingen har medført ,at vi finder anledning til at give et kort rids af foreningens brogede historie.

Ringridning er en ældgammel tradition, der har sin baggrund i riddertidens turneringer og såkaldte “karusselløb”. I Kortogstiden indgik der nye ting, som man havde fundet hos araberne, og arrangementet fIk derved sin endelige form. Danske konger har helt op til kong Christian IXs dage dyrket karrusselløb.

De første bevarede erindringer om ringridning i Aabenraa skriver sig tilbage til modtagelsen af dronning Caroline Mathilde i Aabenraa 1766, hvor det “blå ridende korps” blev oprettet. Korpset havde også ringridning på programmet og fra det er der bevaret en flot rytterfane og en uniform.

Fra 1836 er bevaret en forgyldt brystplade af sølv med kong Frederik IV’s forgyldte navnetræk. Den blev i mange år benyttet af formanden. Senere oprettede man Aabenraa Ringriderforening, hvorfra man bl.a. har bevaret faner.

De store Amtsringriderfester opstod først i 1890-erne og Aabenraa Amts Ringriderforening, der blev oprettet 1896 har – med afbrydelser af krige og Mund- og Klovsyge, afholdt store fester hvert år siden da.

Fra en spæd begyndelse har festen udvikle sig til Sønderjyllands største rytterfest med deltagelse af op til 500 ryttere.
For år tilbage blev der tilknyttet et internationalt Tattoo i slotsparken ved Brundlund Slot til festen, og det er for tiden Danmarks eneste af slagsen med deltagelse af musikkorps fra fem nationer. Foruden at være en rytterfest og med musikalske show, har festen udviklet sig til at blive een af landsdelens største folkefester – ja, bestemt Aabenraas største – hvor man møder Jyllands største tivoliforretninger med musik og bal i store krotelte, hvor ungdommen mødes til dans og underholdning med tidens mest kendte musikbands og kunstnere. Glemmes må ikke den gamle tradition om mandagens store ringriderfrokost, med stort deltagertal, der hvert år er et tilløbsstykke og som slutter med dans “i det grønne” – en “gemen mandag”, som folk i andre byer misundeligt siger.